Fællesskab for førstegangsforældre

Hillerød Posten. Af Mette Dolmer Thygesen

Der bliver både pludret, grinet og grædt en smule denne onsdag aften på Hillerød Rådhus.

Syv unger på omkring de 10 måneder kravler rundt, bider i en bold eller smasker på dagens mos, mens deres syv forældrepar snakker eller får sig en gang aftensmad her i pausen.

De syv par og deres børn kender efterhånden hinanden rigtig godt, for de har mødtes, siden børnene blot var en lille spire, der voksede i deres mors mave. De deltager som et af de 24 hold, som lige nu er med i kommunens tilbud til førstegangsforældre, Familieiværksætterne.

Parrene mødes i alt 15 gange, hvor de får oplæg om alt fra fødselsforberedelse og opdragelse til tænder, amning og juridisk sikring. Oplæggene står både jordemødre, sundhedsplejersker, jurister, psykologer, tandplejere med flere for.

Har så mange spørgsmål

Blandt deltagerne er Peter Villefrance og Marianne Bjørnkjær Nielsen, som er forældre til Cecilie på 10 måneder. De blev tilbudt at deltage i kurset, da de flyttede til kommunen, og Marianne var gravid:

"Det lød som en sindssygt god idé. Man har så mange spørgsmål som førstegangsforældre. Her kan man få svar af en vidende person i stedet for at sidde og slå op på nettet," siger Peter.

Også Marianne syntes, at den faglige tilgang med oplæg af både talepædagog og bankrådgiver lød givende.

"Det skulle man da være et skarn, hvis man ikke sagde ja til. Det er en gave at få den viden serveret som førstegangsforældre," siger hun.

Peter Villefrance og Marianne Bjørnkjær Nielsen er glade for både det faglige og det sociale i gruppen. Foto: Mdt
Peter Villefrance og Marianne Bjørnkjær Nielsen er glade for både det faglige og det sociale i gruppen. Foto: Mdt

Tryghed inden fødslen

Parret mødtes med de andre par fem gange inden fødslen, og den viden, de fik, gav stor tryghed, siger Peter:

"Jeg blev meget mere rolig inden fødslen. Jeg var sikker på, jeg ville besvime, men jeg var faktisk mere nysgerrig," siger han med et smil.

De syv mødre har samtidig dannet mødregruppe, hvor de mødtes inden fødslen. Det har givet et særligt forhold mellem dem, fortæller Marianne:

"Vi har lært hinanden at kende på en helt speciel måde. Vi kunne heppe på hinanden op mod terminsdato, og vi kunne nærmest give hinanden 'high five' på vej ind og ud af hospitalet til fødslen. Det har givet et fællesskab, så man ikke stod helt alene med det, da barnet lige var født".

Også forældrene til Alfred på 10 måneder har været rigtig glade for at deltage.

"Det, at vi har mødtes, allerede inden børnene blev født, har været rigtig godt. Lige fra starten har vi kunnet dele ting og tanker og fået afklaret, om de tanker nu også 'er normale'," siger Louise Junker.

Louise Junker og Mads Paulsen blev overraskede over, at de skulle sikre sig yderligere end blot med fælles forældremyndighed. Foto: Mdt
Louise Junker og Mads Paulsen blev overraskede over, at de skulle sikre sig yderligere end blot med fælles forældremyndighed. Foto: Mdt

Sikre sig juridisk

Parret havde for eksempel ikke tænkt på, at de skulle sikre sig med testamente eller ægteskab, før en jurist fortalte dem om det.

"Vi troede, fælles forældremyndighed var nok. Nu har vi taget de tanker med videre om, hvordan vi skal sikre os," siger hun.

Parret har også nydt at høre oplæg fra en fysioterapeut om, hvad man må og ikke må. Må forældrene for eksempel holde de helt små børn, så de står og hviler på strakte ben? Ja, sagde fysioterapeuten og aflivede dermed en myte, Louise havde hørt om, at det kunne de blive hjulbenede af.

De faglige oplæg er lagt, så det passer med barnets udvikling. For eksempel hørte de om grød og mos, da børnene startede på det, og om tænder, da de begyndte at bryde frem.

Både fædre og mødre kan dele oplevelser, tanker og udfordringer. Foto: Mdt
Både fædre og mødre kan dele oplevelser, tanker og udfordringer. Foto: Mdt

Dele tanker

De var også de faglige oplæg, som først fik Alfreds far Mads Paulsen til at sige ja.

"De faglige indslag var det vigtigste i starten, men senere har den største gevinst nok været mødregruppen for Louise. Det har også været rigtig rart at høre andres oplevelser og spørgsmål og dele tanker. Mange har jo samme udfordringer og bekymringer som en selv," siger han, og Louise supplerer:

"Alle har været gode til at give noget af sig selv og til at få de andre til at føle sig trygge”.

Oplæggene har også givet god grobund for nogle diskussioner og samtaler derhjemme, fortæller parret, og to sæt ører hører bedre end ét, siger Louise:

"Nogle gange har vi hørt noget forskelligt, og så giver det lidt debat, når vi kommer hjem. I dag, hvor vi har hørt om opdragelse, er der helt sikkert også noget at snakke om, når vi kommer hjem".

Efter 15 mødegange er parrene overladt til sig selv, men mon ikke de kommer til at mødes - uden for rådhuset.

Peter Villefrance og Marianne Bjørnkjær Nielsen er glade for både det faglige og det sociale i gruppen. Foto: Mdt
Peter Villefrance og Marianne Bjørnkjær Nielsen er glade for både det faglige og det sociale i gruppen. Foto: Mdt

Du kan også læse artiklen her: Hillerød Posten.